Nyopgravede kartofler fra Holtgaard

Så besluttede vi os endelig for at tage kartofler op

Kære alle

Vi er nu godt i gang med jordbær- og ærtesæsonen. Faktisk er vi i dén situation, at vores jordbær-hovedsort Sonata allerede har toppet. Det er omtrent to uger tidligere i forhold til, hvad vi normalt oplever. Den usædvanlige varme samt de mange solskinstimer i maj og begyndelsen af juni har betydet, at en stor mængde bær har været modnet utrolig hurtigt. Heldigvis har vi haft suverænt god hjælp fra alle Jer, som har været og plukke selv i løbet af de sidste par uger. Det håber vi selvfølgelig fortsætter i de kommende uger, hvor vi ligeledes sætter mange gode rækker jordbær og ærter af til selvpluk.

I øjeblikket er det muligt at plukke både Sonata og Florence, som begge er søde og velsmagende bær. Book endelig en tid via vores bookingside på www.holtgaard.dk, og snyd ikke dig selv og familien for sommerens søde danske jordbær - så længe det varer.

Hvis I skulle være uheldige, at det regner den dag, hvor I har booket tid til selvpluk, så bare rolig - det kan sagtens lade sig gøre at plukke, selvom det drypper en smule fra oven. Husk blot praktisk fod- og regntøj! Prisen for selvpluk af både ærter og jordbær er 36 kr. pr. kg.


For første gang i år har vi taget vores egne gode ‘Milva’ kartofler op. De er stadig til den lille side, men smagen er helt i top og er i følge os på Holtgaard den bedste kartoffelsort.

I løbet af de kommende dage vil de være at finde i gårdbutikken - både som nyopgravede og vaskede. Prisen er i øjeblikket 30 kr. pr. kg. for nyopgravede og 40 kr. pr. kg. vaskede.


I gårdbutikken kan vi igen i år præsentere en begrænset mængde spændende sukkerærter af sorterne ‘Sugarsprint’ og ‘Purple Shiraz’. De spises med bælg og går også under den franske betegnelse ‘“Mange Tout”, som på dansk oversættes til “spis alt”.

Prisen er 20 kr. for 300g.


Til dem af Jer som ønsker at nyde vores økologiske jordbær, men ikke har mulighed for at komme i vores gårdbutik, får I her en liste over salgssteder, vi leverer til: Gylling Dagli’ brugs, Ørting Handelsplads, Anne’s Sandwich, Kvickly Odder, Paradiset Gårdbutik, SuperBrugsen i Malling, Mårslet og Skåde. Desuden leverer vi onsdag og lørdag til Radissen v/Svend på Ingerslev Boulevard i Århus samt Ren Kost i Jægergårdsgade og Farmshop ved Egå.

Flere restauranter i Århus har også været så heldige at få glæde af vores gode jordbær, blandt dem er michelin-restauranterne Domestic og Substans -  værsgo’!